Side:L. M. B. Aubert - Bevissystemets Udvikling i den norske Criminalproces indtil Christian den femtes Lov.djvu/72

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

og Frankrigs Universiteter. Fra Slutningen af 12te Aarhundrede indtil det store Schisma fulgte desuden en Række kraftige Paver, med Innocents III. i Spidsen, efter hinanden paa den hellige Stol, og fra Gregor IX. (1234) til Johannes XXII. (1325) udgaves 7 Bøger pavelige Decretaler.

Den kanoniske Ret havde den store Opgave at opstille en Lovgivning, der ligesom Kirken selv var skikket til at modtages af alle Folkeslag. Væsentlig grundet paa den romerske Ret, under hvis Vinger Kirken var opblomstret, optog den dog af den germaniske Ret saameget, at Germanerne kunde blive modtagelige for den, og disse verdslige Elementer bleve da tildels omdannede efter bibelske Forbilleder, der desuden allerede havde øvet megen Indflydelse paa den byzantinske Lovgivning.

I den Skikkelse, som den kanoniske Ret fik ved Decretalerne, hyldede den i de fleste Strafsager Inqvisitionssystemet, der var indført af den store Lovgiver Innocents III. og stadfæstet af det lateranske Concilium 1215. Dets Øiemed var dels at skaffe bedre Kundskab om Forbryderens Individualitet, hvoraf den kanoniske Ret, der opstillede Forbedring som Straffens Hensigt, gjorde Straffen afhængig, dels kraftigen at straffe Geistlighedens slette Sæder, og Forbilledet søgte Kirken i det første Forhør, som blev holdt i Verden – over Adam og Eva efter Syndefaldet. Principet var, at enhver, der af Rygtet var mistænkt for en Forbrydelse, skulde forhøres ex officio af en Inqvisitor. Betingelsen, Rygtets Tilværelse, var tagen af den germaniske Ret, men Forhørets Form, dets Hemmelighed og Skriftlighed, af den sletteste byzantinske. Fra det 14de Aarhundrede