ikke dømme Andet end Lov“. Herved var der gjort et væsentligt Skaar i den gamle Formalisme. Det skulde nu ikke længere komme alene an paa, om en Mand havde gjort en Gjerning, som havde Lovens Kjendetegn paa en Forbrydelse – ikke alene paa, om denne Mand kunde føre et „lovligt“ Bevis for Frifindelsesgrunde; men det gjaldt, om Dommerne fandt sig for „Gud og sin Samvittighed“ overbeviste om hans fulde criminelle Tilregnelighed. De Veie, hvorpaa de naaede denne Overbevisning, vare overladte deres eget Valg; men vi se, at de nævnte Tilfælde netop ere de, hvor det var vanskeligst at bruge Meded, og hvor derfor Vidner først tillodes; da imidlertid disse her sjeldnere kunde give klar Oplysning, bleve Dommerne vistnok oftest nødte til at dømme efter Indicier.
Rettens Myndighed over denne Del af Beviset minder os meget om den, der i Almindelighed tilkommer Juryen. Men den gamle norske Lagret havde forresten alt for lidet med Beviset at gjøre til at kunne sammenlignes med denne. Langt mere mindes man derimod om Juryen ved Mededsinstitutionen. Rigtignok fremkom kun Frifindelsen gjennem et samlet Antal Mededsmænds Udtalelse, medens Fældelsen almindelig var en Følge af, at Edshjælpen ikke var at opdrive. Men ved Afgjørelsen, om de vilde sværge med Sigtede eller ikke, kunde de til Edshjælp opfordrede Mænd frit følge sin Overbevisning om Sagens Sammenhæng. Og der behøvedes ikke nogen stor Forandring til for af Mededsmænd at danne en Nevnd, som svor baade om Skyld og Uskyld. En stor Sandsynlighed taler saaledes for, at de forskjellige Institutioner, som hos
