man mærke M. L. IV. 17, der i en stor Classe Tilfælde vistnok ikke lader den hele Strafskyld, men dog en vigtig Del deraf afgjøres ganske efter Dommernes Overbevisning. Det hedder i denne Artikel, som indeholder den nye Landslovs Forskrifter for Dommere i Misgjerningssager: „Det sømmer sig dem, som blive tagne til at dømme, omhyggelig at ransage og med stort Maadehold at bedømme, om Gjerningen er forøvet mod sagesløs Mand, og om Nødværge er tilstede“. Og dernæst udvikles dette nærmere paa en Maade, der viser, at Dommerne i Almindelighed skulde afgjøre efter sin frie Overbevisning, om der havde været Provocation eller overhovedet Omstændigheder ved Gjerningen, som udelukkede eller formindskede Strafskyld[1]. „Men derfor“, hedder det videre, „er Domstolen udnævnt, at der skulle Sager og Misgjerninger dømmes, og Dommen afpasses efter Sagens Omstændigheder (málavöxtum), saaledes som Thingmændene og Retsbestyreren se sandest at være for Gud efter sin Samvittighed; – men ikke saaledes
som mangen Tosse hidtil har svaret, at de
- ↑ Af enkelte Lovbud som Exempler paa, at Siden skulde skjønne, om Nødværge havde fundet Sted, se M. L. IV 14. (?) 15; jfr. ogsaa M. L. IV. 22 (Rettens Skjøn om den af Dyr Beskadigede ikke selv var Skyld deri.
Vedtagelse af de øvrige Thingmænd – paa Herredsthingene, saa er det dog sandsynligt, at dette allerede før har været Sædvane (l. c. 105 6. Munch i Morgenbladet 1849, No. 59; se og Variant til M. L. IV. 17, N. G. L. II. 63, hvor der allerede nævnes en lignende Ordning som efter Rb. 1280) Forresten er, Tallet„12“ i Texten ikke sikkert, og „skjønsomme Mænd“ bruges ogsaa ellers som Betegnelse for Domsmændene.
