En lignende var ogsaa Dommernes Stilling til
Indiciebeviset. Det vilde stride altfor meget mod
det gamle Systems Formalisme, om Dommerne skulde
kunne frembringe Bevis ved Hjælp af egne Fornuftslutninger.
En ubunden Anvendelse af Indicier omstyrter
enhver legal Bevistheori, og en Maalestok for
et lovligt Indiciebevis kan ikke søges i Analogier, allermindst,
hvor disse ere saa faa, som i de gamle
norske Love. De Tilfælde, hvori disse anvende Indicier,
– hvad enten de omme dem som Lovsformodninger,
eller overlade deres Bedømmelse til Dommerne –
kunne derfor ikke berettige et almindeligt Brug af
denne Bevismaade. Vi maa imidlertid være opmærksomme
paa, at den nyere Lovgivning ogsaa
her giver Dommerne en friere Stilling. Saaledes
overlader M. L. IV. 4 hele Skyldspørgsmaalet
ganske til Rettens Afgjørelse, idet den byder,
at ved Voldtægtsigtelse, hvor der ei er Vidner,
men Kvinden har sagt fra samme Døgn, skulle
„12 af de skjønsommeste Mænd dømme efter det, der
tyktes dem at være sandsynligst“[1]. Men især maa
- ↑ I Norsk Tidsskrist V. 113–4 synes dette at antages som et Skjøn over Factum af særskilt opnævnte Mænd i Lighed med skiladómr i civile Sager. Herfor synes ogsaa den Omstændighed at tale, at Tallet „12“ udtrykkelig er nævnt, medens der ellers, naar Dommerne selv menes, kun tales om „Dommere, Thingmænd, Bønder“ o. desl. Men uagtet man vel neppe før Retterbod 1280 Art. 28 har noget udtrykkeligt Bud, for at en Lagret af 12 Mænd skulde dømme – med senere
opfordret til at være Vidne, alligevel provede efter den kongelige Ombudsmands Paalæg. Her er da ogsaa en Undtagelse fra den Regel, at Vidner, der ei ere absolut gyldige, ikke skulde føres.
