edsinstitutionen, da Eden, ialfald i den ældre Tid, ikke engang aflagdes i Rettens Overvær, og særligt tilkaldte Vidner paasaa, at den blev ret vunden (G. L. 133). Men ogsaa ligeoverfor det indskrænkede Vidnebevis havde Retten liden Myndighed. „To Vidner ere som 10 og et Vidne som intet“ – det Lovbud traadte istedetfor Dommerens Skjøn; Sagen afgjordes ubetinget ved Ed, hvis der ei var fuldt Vidnebevis, og om dette var tilstede for Sagsøgerens Paastand, var saameget mere givet af sig selv, som denne var optagen i Edsformularen, og Vidnerne enten vare fuldgyldige eller aldeles ugyldige, der ei engang afhørtes. Dog var Rettens Stilling til Vidnebeviset ingenlunde den samme i de forskjellige Love. Det samme Princip om Dommermyndighedens Indskrænkning, som forbød Gulathingsloven at tillade Vidner uden i ganske faa Tilfælde, lod den gjøre Afgjørelsen af Vidnestrid til et Regnestykke, hvor Retten kun havde at finde de adderende Led. Allerede Frostathingsloven lægger større Magt i Rettens Hænder, og overlader den saaledes ganske at veie stridende Vidnesbyrd (meta vitni, F. L. V. 7). Og da nu efter den nyere Lovgivning Vidnebeviset bliver end hyppigere samtidigt med Dommermagtens Befæstelse, bliver der saameget mere Plads for Rettens frie Skjøn over de førte Vidnesbyrd. Reglerne om lovlige Vidner vare for lidet udtømmende, til at ikke Dommeren nu paa egen Haand maatte løse mange Spørgsmaal om Vidnernes Gyldighed. Ja, Loven henviser i et enkelt Tilfælde selv Afgjørelsen af et
„Vidnes Fuldkommenhed“, ganske til Dommerne[1].
- ↑ Byl. VII. 14, naar En, som ei under Handlingen er
