Side:L. M. B. Aubert - Bevissystemets Udvikling i den norske Criminalproces indtil Christian den femtes Lov.djvu/61

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

og den nyere Landslov (VII. 24) Afgjørelsen ganske til Retten i nogle vigtige Tilfælde, som i Mangel af andre Regler maa tjene som almindelig Rettesnor, (jfr. M. L. I. 4). Der er forhen gjort opmærksom paa den Sky, man havde for at lade Vidner sværge mod hinanden; denne kommer især frem i Budet om, at det ved Modbevis først skal afgjøres, hvilte Vidner skulle have Fortrinnet, og dernæst maatte alene disse sværge (se ogsaa G. L. 136). Foruden Vidner angaaende Retsformers Iagttagelse taalte heller ikke Vidner om Klammeri i Gilder og andre Forsamlinger noget Modbevis (G. L. 59, M. L. I. 4, VIII. 2).

Strid mellem Indicier og Vidner omhandles i Drabssøgsmaal, naar det spørges, om Gjerningen er Mord eller Drab. Hvis den Saarede paa Dødsleiet havde udlagt Sigtede for Mord, gik dette foran dennes Viglysning; hvis derimod denne kom i Strid med Øienvidner, da tabte disse efter Frostathingsloven (IV. 7), men vandt efter den nyere Landslov (IV. 11) – et mærkeligt Exempel paa den større Vægt, der nu tillagdes Vidnebeviset. Udenfor dette Tilfælde kunde der vistnok ei være Tale om Bevis mod Indicier, da de efter Systemets hele Charakter maatte være uafbevislige Lovsformodninger, hvor ei Andet udtrykkeligt var sagt.


Rettens Stilling til Beviset var i det Væsentlige kun en formel. Lagrettesmændene havde efter F. L. I. 2 kun „at segja lög“ i Sagen, og Beviset forelagdes dem i en Skikkelse, som sjelden levnede Rum for anden Bedømmelse end af Formernes Iagttagen. Navnlig var dette Tilfældet ligeoverfor Med-