Denne siden er korrekturlest
Messebog og kaldtes derfor bókareið. Menedere vare udelukkede fra Vidnesbyrd[1].
Overensstemmende med de gamle Loves Princip, at Dommerne ei skulde have Afgjørelse af Factum, maatte det naturligvis være lovbestemt, hvad der fordredes til et fuldt Vidnebevis. Og ligesom de fleste Love, der opstille visse Fordringer til Beviset, havde de gamle norske den naturlige Regel: „Saa er, naar En bærer Vidne, som intet Vidne, men to Vidner som ti“ (G. L. 59, M. L. I. 4, VIII. 2).
Undtagelsesvis har dog et Vidne været tilstræk-
- ↑ Paa Latin kaldtes Evangeliebogen, ialfald senere, corpus evangelicum, hvoraf Udtrykket „corporlig Ed“ kommer; dette betyder altsaa det samme som bókareið og passer ikke paa vor nuværende Ed. Af en Forklaring om Edens Betydning, meddelt i Paus som Anhang til den nyere Bylovs Tyvebolk, men som er fra en senere Tid end denne, ser det ud, som man har brugt den endnu i England almindelige Skik at kysse Bibelen, som det synes, samtidig med at lægge Haand paa Bog. Endnu efter Reformationen (Herredagsdom 4de Aug. 1585) brugte man „Bogered“. Blandt de forhen omtalte Edsformularer findes følgende for Vidne: „Dertil lægger Du Haand paa den hellige Bog, og saa skyder Du Din Sag til Gud, at Du var tilstede og saa paa, at N. N. gav N. N. disse Saar, saamange som Du nu talte for os, og at Du hørte disse Ord, som Du før gjentog for os, at de talede dem eller lige med dem, med .Hensyn til Alt, hvad der er denne Sags Emne og Grundlag (til als efnis ok undirstøðu þesasa máls). Og dette Vidne bærer Du ikke for nogen Fordels, men for Lovs og Rets Skyld efter den saa foresagte Ed. Hjælpe Dig saa Gud som Du siger sandt, være Dig gram om Du lyver. Gud være Dig huld!“
