keligt. Bekjendt er det gamle Sagn fra Svein Alfifasøns Dage, at blandt hans mange uretfærdige Love var ogsaa den, at en Dansk skulde i Vidnesbyrd være ligesaa god som ti Nordmænd. Munch har gjort det sandsynligt[1], at dette Bud kun var givet for de danske Troppers Skyld, da disse ellers ikke kunde faa Ret mod Nordmænds Overfald, og hin Overdrivelse er kun en Anvenden af den Sætning, at, naar en Størrelse er saa stor som den ene af to ligestore Størrelser, er den ogsaa saa stor som den anden (1=2=10, G. L. 59). Egentlig er dette kun en Sigtelsesed af den Fornærmede, hvorpaa ogsaa forhen er anført nogle Exempler. Efter B. Chr. II. 13 kan Voldtægt bevises væsentligt ved et Barns Vidnesbyrd, og efter F. L. IV. 24 skal, naar Mand saarer tvende ude paa Gade, begge bære hverandre Vidne, idet Saarene skulle tjene som „andet Vidne“ (jfr. 29). Se ogsaa B. R. 41. I flere af disse Tilfælde kan det ubetydelige Bevis, Loven nøier sig med, forklares af Forbrydelsens Skjændighed. Stundom har et Vidne begrundet Nævndervidner for Fangevidner ved Ed (B. R. 22 jfr. 52, jfr. F. L. X. 32).
Af andre Bevismidler end Edshjælp og Vidner maa mærkes de legale Indicier. De brugtes især
for at bevise Søgsmaalets Berettigelse paa Grund
- ↑ Norske Folks Historie I. 2. 819. Man havde i Rusland en Regel af Kong Jaroslav: „Hvis en Mand støder til en anden, eller drager ham til sig med Heftighed, da skal han bøde 3 Grimer, dersom denne har 2 Vidner, men er den Fornærmede en Væring, kommer det kun an paa dennes Ed“. Jfr. de nyere Lovbud om Politibetjentes Vidnesbyrd ved Overfald.
