IV. 5, om Hjemmedrab). Det kunde synes, som om blot Mænd antoges til Vidner, da de oftest nævnes i Forbindelse med Vidnesbyrd („skjønsomme Mænd“ M. L. IV. 21; „frie og myndige Mænd“, F. L. IV. 5 og M. L. IV. 11 samt paa flere Steder návistarmenn), og det er en bekjendt Sag, at Kvinder i Folkenes Barndom ikke brugtes til Vidnesbyrd, ialfald ikke mod Mænd. Imidlertid have Kvinder ei været udelukkede, om man end maaske helst har undladt at bruge dem. Paa forskjellige Steder tillades det saaledes at bruge hele Husstanden som Vidner, og efter F. L. IV. 39 kunde man ved Drab af Horkarl bruge „nærværende Mænd (návistarmenn) baade Karle og Kvinder“, og denne Forklaring viser tillige, at „Mænd“ ei altid maa tages bogstaveligt. Men saameget tør maaske ogsaa sluttes af dette udtrykkelige Tillæg, at det lader skimte en ældre Retstilstand, da Kvindens Vidnesbyrd endnu ikke var antaget. Hvor det gjaldt Ting, som Kvinder forstaa bedst, foretrækker Loven endog deres Vidnesbyrd for Mænds, f. Ex. B. Chr. 3 og E. Chr. 3 ved Barnefødsel; Kvindens fulde Anerkjendelse som Vidne i Forbindelse med den Omstændighed, at der siden det 12te Aarhundredes Midte ei fandtes andet end frie Mænd, maatte gjøre de Tilfælde hyppigere, hvori Lovgivningen kunde paaregne gyldige Vidner. Nærbeslægtede vare ved G. L. 59 og M. L. VIII 2 udelukkede fra Vidnesbyrd, medmindre de stode i samme Forhold til begge Parter. Som nys nævnt tillodes dog ofte Husstanden (hjón) at føre Vidne ved Overfald i Hjemmet.
Vidnesbyrdet bekræftedes paa en Evangelie- eller
