Hus af forundte Mænd), Sigtedes Bevis for den Dræbtes Provocation m. m., da det idet Hele gjælder, at i forskjellige af de Tilfælde, hvor Vidnebevis tillades, flere Grunde forene sig derfor.
Den foregaaende Fremstilling indbefatter hele den gamle Lovgivning, til, og med Magnus Lagabøters. Men det vilde være feilagtigt at tro, at de forskjellige Love her staa paa samme Standpunkt. Medens den men antike, Gulathingsloven, tilhører en Retstilstand, hvori Vidnebevis i Strafsager var temmelig ukjendt, – man gjenfinder det i de ovenstaaende Citater mest som Forsvarsbevis for Sigtede og ellers, hvor det var for selvskrevet til ei at blive omtalt, medens det f. Ex. mangler ved Drab udenfor Thinget, – saa har baade Frostathingsloven og den derefter dannede Bjarkøret en videre Anvendelse deraf ogsaa som Bevis mod Sigtede. Men især finder man ovenfor Magnus Lagabøters Landslov ofte citeret. Og denne giver Anvisning paa Vidner ogsaa udenfor de Tilfælde, hvor de forud anførte Forklaringsgrunde ere gjældende. Se saaledes M. L. VIII. 27 (Beskadigelse af Andens Gods), IV. 8, IV. 22, og især Bylovens VI. 14. 16. 17 ved Politiforseelser, hvor Vidner maaske ere forudsatte, fordi de hyppigere maatte forekomme i Byen end paa Landet – samt endelig Hirdskraaen Art. 20 ved Forræderi af Lendermænd. Men navnlig maa her mærkes Vidnebeviset ved Drab, der i den nyere Landslov (IV. 10) er udvidet fra at bruges kun om Hjemmedrab
til Drab i Almindelighed[1]. Drab forudsat-
- ↑ I F. L. IV. 7 er ogsaa omtalt, at der kan have været Øienvidner ved almindeligt Drab, uden at der dog til-
