tes vistnok oftest at ske i Manges Nærværelse; det var den hyppigste Forbrydelse paa en Tid, da Tyveri endnu ansaaes som Trælles Værk, og de mange Erfaringer om dets forskjellige Former foranledigede udførligere Bud om Beviset, end man ellers er vant til at finde. Det samme gjælder tildels Saar, se M. L. IV. 21.
Skjønt den nyere Landslov i det Hele bruger samme Bevisregler som de ældre Love, anvender den dog Vidnebeviset ofte nok til at fremkalde den Tanke, at dets endnu hyppigere Anvendelse kun er undladt i Forudsætningen om, at de øvrige Forbrydelser almindelig forøves uden Vidners Overvær. Og i denne Opfattelse af Bevissystemets Forandring derhen, at Vidner vare tilladte i alle Strafsager, bestyrkes man ved en mærkelig Artikel i Landsloven. Det er M. L. VI. 26, der byder at „der ei skal beholdes andre Eder end de, hvorom Lovbogen vidner; men det er Negtelseseder, nemlig i Misgjerningssager, hvor der ei ere lovlige Vidner“. Her synes der jo først og fremst at være henvist til Vidner, og kun, naar disse ei havdes, til Edsafgjørelse. Men det maa for det første mærkes,
at denne Oversættelse ikke er sikker[1]. Der-
- ↑ „þá viljum vér þá eina eiða uppi láta vera, sem lögbók váttar. En þat eru dula eiðar oc um kænsla mál þar sem eigi eru vitni til löglig“.
lægges dem synderlig Vægt. Mere vilde det have at betyde, om man kunde udfylde Lacunen i F. L. V. 2–5 ordret efter Haakonarbok 31, hvor det hedder om dem, der ere sigtede for almindeligt Drab, at de skulde komme til Thing og der „nyde sin Renselse, hvis der ikke er Øienvidne til“. Men Berettigelsen af danne Udfylden er vel tvivlsom.
