til kunne vel ogsaa regnes Æreskrænkelser (G. L. 196, F. L. X. 35, B. R. 36, 69). Men de vigtigste af de herhen hørende Forbrydelser er dog visse Arter af Drab. Efter G. L. 181 skulle ved Drab paa Thinge Thingmændene strax komme til den Dræbtes Bod og der dømme paa Sagen (ved Saar, paa Thinge skulle Vidnerne føres ved næste Thing), og især maa mærkes F. L. IV. 5. jfr. 62 og B. R. 27, hvorefter Husstandens Lemmer skulle bære Vidne mod den, der har dræbt fri Mand i eller ved hans Hjem. Jfr. og G. L. 183 (3 Mand, hvoraf En giver Anden Saar), samt B. R. 4 (aabenbar Helligbrøde).
Stundom kunde Eden være umulig paa Grund af Sigtedes Tilstand, f. Ex. G. L. 187, ved Strid mellem drukne Mænd i Gildehus, hvor Gildebrødrene Morgenen efter skulle dømme efter Bordfællers Vidnesbyrd.
Naar Sigtelserne ere gjensidige, skulle begge føre sine Vidner, F. L. V. 7, B. R. 29 (ved Slagsmaal). Er der desuden Indicier bruges undertiden Vidner, jfr. F. S. IV. 24 og 29, hvor „Saaret“ kaldes det „andet Vidne“, hvilket er en Begrebsforvexling, da Saaret intet Bevis kan være mod Gjerningsmanden, men vel for Gjerningen.
Endelig ledede de slappede Fordringer til Beviset, hvor det gjaldt de farligste og mest forhadte Forbrydelser, til, at Lovene her tillod Vidnebevis, saaledes ved Sigtelse for Hor (B. R. 67, F. L. III. 5, J. Chr. 44), for Voldtægt (B. R. 46 og 96, M. L. IV. 4, og især B. Chr. II. 13). Herhen kunne ogsaa regnes enkelte af de ovenanførte Lovsteder som F. L. IV. 5 og 62 (Drab i Ens
