Side:L. M. B. Aubert - Bevissystemets Udvikling i den norske Criminalproces indtil Christian den femtes Lov.djvu/42

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

f. Ex. at man har grebet den Dræbte i Hor hos en nærbeslægtet Kvinde[1].

I flere af disse Tilfælde har Undskyldningsbeviset Form af et Søgsmaal mod den Dræbte for at faa ham dømt til at ligge „ugild“ paa sine Gjerninger, og det er forhen bemærket, at man undertiden i Praxis lod Eftermaalmnanden aflægge Ed for Provocationen. Det kunde synes unødigt at give Sigtede denne Anvisning paa Vidner, da han jo havde Eden at hjælpe sig med; men netop i slige Tilfælde kunde denne være vanskelig at opdrive: Skinnet var Sigtede imod, og Edshjælperne gik kun med af sin gode Villie, medens Vidnerne vare pligtige til Prov.

Men ogsaa Sagsøgeren var det tilladt at bruge Vidner som Angrebsbevis i mange vigtige Tilfælde, der dog alle vare begrundede i Forbrydelsens eiendommelige Charakter.

Vidnebeviset maatte saaledes være selvskrevet, hvor Forbrydelsen modtog sin særegne Form, sin særegne Straffe- eller Forfølgelsesmaade, netop fra sin Vitterlighed, eller Vidners Tilstedeværen f. Ex. Ran i Modsætning til Tyveri (B. R. 44. 45. G. L. 143); Tyveri, naar Tyven gribes med Koster i Hænde (M. L. IX. 527 G. L. 253); naar Mand bliver standset og holdt i fiendtligt Anløb mod Anden

(G. L. 191, F. L.: IV. 18 og B. R. 21). Her-

  1. B. Chr. II. 15, B. R. 18 og 84, F. L. IV. 39, M. L. IV. 5. Se ogsaa M. L. IV. 20, F. L. IV. 35 (Kone, der har dræbt sin Husbond, fører Vidnesbyrd om dennes Mishandling), F. L. XI. 20 (Herren beviviser ved Vidner, at Træl, han har solgt af Landet, har gjort Udaadsværk).