om Sagsøgeren skulde blive straffet for denne Mangel, hvis Sigtede blev kjendt skyldig formedelst Edsfald. Men Sammenhængen har rimeligvis været den, at Straffen kun er indtraadt, hvis Eden blev aflagt, og Heimskvidsvidnet er kun bleven ført paa Forhaand, fordi man da ei kunde vide Sagens Udfald. Skulde Heimskviden været en nødvendig Betingelse for Sagens videre Fremme, saa vilde det være vanskeligt at forklare dens senere Forsvinden, da man istedet tvertimod efter Bevissystemets hele Udvikling skulde ventet dens Overgang til en ordentlig Bevisbyrde. Det vides heller ikke rettere, end at de beslægtede Lovgivninger ansaa den blotte Sigtelse tilstrækkelig til at fremkalde Renselsespligt.
Den samme Mistanke, som overførtes Sigtede ved Heimskviden, kunde imidlertid ogsaa frembringes ved Indicier (B. R. 115, G. L. 255, M. L. IX. 4, 6), ved Forbrydelsens Vitterlighed (J. C. 53, og F. L. II. 46, hvor dette udtrykkelig er sagt ved Sigtelse for Mened, jfr. F. L. II. 29 og J C. 29), og endelig ved Vidner (B. Chr. 17).
Det er i den foregaaende Fremstilling overalt sagt, at det var Sigtede, som skulde aflægge Nægtelseseden. Dette maa ikke forstaaes, som om det altid var Sagvolderen, som aflagde denne Ed. Stundom var Sagsøgeren „den Sigtede“, nemlig naar Sagvolderen til Forsvar paaberaabte sig en Handling af ham, og da maatte Sagsøgeren nægte denne med Ed. Vi have allerede seet, at den Injurierede under sit Søgsmaal mod Injurianten maatte fralægge sig Beskyldningerne ved Sættered, og vi besidde Domme, der paalægge Ed angaaende en paaberaabt
