ofte kommer igjen (F. L. III. 5): „Er der ikke Vidner, maa han søge med Heimskvidsvidne, og saa svares for med Ed“ – synes nærmest at udtrykke Heimskvid som en Betingelse for Eden. Men paa den anden Side byder B. R. 110, at, hvis man sigter Mand for at have kjøbt ranede Ting, da skal han aflægge Negtelsesed, enten der er Heimskvid eller ei, idet dennes Tilstedeværen kun gjør Nevndervidner nødvendige istedetfor Fangevidner. Og rimeligt er det vistnok at antage, at Edspligten har været uafhængig af Heimskvidsvitnet[1]. Ligesom dette væsentlig kun er paabudt ved Søgsmaal i ærerørige Sager, saaledes bruges det i Almindelighed ogsaa til at fri for Injuriestraf, selv om Injurierne ere tilføiede af hvilkensomhelst Person og uden Forbindelse med Sagsanlæg (B. R. 34. 152, M. L. IV. 23). Efter M. L. IV. 25 (jfr. Hb. 37. 38) maa den, der har injurieret en Anden ved Beskyldning for Trolddom o. desl., fri sig for Straf under den mod ham reiste Injuriesag, ved at fremføre Heimskvidsvidne, og hvis dette lykkes ham, maa Sagsøgeren (den Injurierede) rense sig for Beskyldningen med 6 Mands Ed – en Regel, som man siden synes at have gjort til Sædvane ved alle Injuriesøgsmaal; ja, man har endog fordret Ed, selv om Injurianten straffes paa Grund af Hjemmelsbrist (D. N. IV. 713, Herredagsdom 6te Juni 1597). Heimskviden har derfor vistnok alene været nødvendig for at fri Sagsøgeren for Injuriestraf, og heri finder Straffen for, at den ei var tilstede, sin
bedste Forklaring. Rigtignok synes det underligt,
- ↑ Se dog Munch II. 1009.
