Provocation[1]. At en Sigtelse bliver bekræftet ved Meded, har man vel neppe Exempel paa, medmindre den kunde træde istedetfor Gudsdom efter G. L. II. 1. Derimod har man enkelte Tilfælde, hvor Sigtelsesed af Parten alene har været anvendt, se B. Chr. II. 21, hvorefter Præsten ved Ed sigter en Mand for at have lagt Lig i hans Bod, jfr. G. L. 314 (Tilhjemlingsed ved ranet Gods) og F. L. IV. 62 (Taxationsed over Skade). Ja, man har endog Exempler paa, at den blotte Sigtelse har været tilstrækkelig til at fælde; efter F. L. IV. 43. 44 kan den, der er blindet, gildet eller desl., ved sin Sigtelse paa Thinge faa fældet indtil 3 Mænd, jfr. G. L. 154. 208. Dette finder vel sin Forklaring i den for berørte Omstændighed, at der ved de foragteligste Forbrydelser kræves et meget svagt Bevis. Forresten synes alle Spor heraf at være forsvundne i den nyere Lovgivning.
Efter saaledes at have udviklet den almindelige Bevismaade, skal jeg gaa over til at fremstille Vidnebevisets Rolle i den gamle Straffeproces.
Vore ældste Love, hvis nærværende Redaktion er fra det 12te Aarhundrede, ere ingenlunde gamle nok til at give Billedet af en Retstilstand, hvori Vidnebeviset er ganske ukjendt i Strafsager. Vi have allerede oftere havt Anledning til at se, at man brugte Vidner for at bevise Retsformers Iagttagelser, og almindelig taalte disse Vidner ei engang Modbevis (G. L. 59, M. L. I. 4); man havde
nemlig her Anledning til at vælge sine Vidner paa
- ↑ Munchs Unionshist. I. 368.
