Denne siden er korrekturlest
overbevist om den Forbrydelse, hvorfor han var sigtet (sannr at máli) og maatte lide Straf, undtagen i de faa Tilfælde, hvor han efter den ældre Lovgivning endnu sunde fri sig ved Jernbyrd. Eden „falder til“ den for hver Forbrydelse fastsatte Straf[1]. Der er forhen gjort opmærksom paa, at Straffen undertiden var forskjellig, eftersom Sigtede grebes paa fersk Gjerning, eller han tillodes Meded f. Ex. ved Tyveri. Stundom synes Straffen forskjellig, eftersom Sigtede godvillig har givet efter paa Forhaand eller lod det komme an paa Ed (F. L. XV. 11. 13. M. L. IV. 25). Men dette har vist ikke været Andet end den almindelige Ret til at fri sig.
for Fredløshed ved frivilligen at udrede en Bod[2].
- ↑ G. L. 135 har imidlertid den Bestemmelse, at kun Lyritered falder til, hvad den er festet for (forskjelligt ved hver Forbrydelse), men de andre Eder til bestemte Straffe, nemlig Tylftered og Grimued til Ubod tilligemed Tyvs-Ed og Brands-Ed, medens alle andre Sættereder falde til Utlegd. Dette kan dog ingenlunde forstaaes bogstaveligt. Efter Art. 157 falder saaledes en Mordsed (Tylftered) til Utlegd; efter Art. 137 falder Sættereden, hvis man bagvasker en Anden for Kongen eller Ens Overmand, til, hvad man havde tiltænkt den Anden. I Art. 98 hedder det netop, at Sættered ved Brand falder til Utlegd, og i 253 ligesaa for Tyveri. Hele Sammenhængen er derfor meget dunkel, men kan maaske forklares ved at antage, at det almindelige Bud i Art. 135 er fra en senere Tid. Straffeclausulen er udtrykt noget forskjelligt; i Gulathingsloven hedder det almindelig: „Beskylder Mand Anden for – – da nægte med – – Ed; den Ed falder til – –“; i de andre Love hedder det oftest: „– – bøde eller nægte med – – Ed“, „– – bøde; end nægter han, da værge sig med – –“.
- ↑ Det ældste, mig bekjendte, Diplom, hvori Mededsmænd
