Side:L. M. B. Aubert - Bevissystemets Udvikling i den norske Criminalproces indtil Christian den femtes Lov.djvu/27

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Det var nok til at spilde Eden, at en af Meddomsmændene nægtede at sværge: „falder et Vidne, falder den ganske Ed“ (F. L. IV. 8, B. R. 37, 151). I dette Tilfælde, samt hvis Eden ei var bleven aflagt til fastsat Tid, maatte Sagsøgeren eller Kongens Ombudsmand stevne til endelig Dom (soekja eiðfall), i mindre Sager inden 12 Maaneder, men i større inden en Maaned; forsømte han dette, ansaaes Eden som aflagt (G. L. 57, 136, F. L. IV. 8, N. G. L. II. 523). Dog synes Fredløsheden ofte at have fulgt af sig selv, hvis Eden var falden; thi der findes fastsat 5 (15) Dages Fred for den Skyldige efter Edsfaldet (G. L. 30). Og i Almindelighed har vistnok Domfældelsen været udtalt paa Forhaand alternativt med Paalæggelsen af Ed; ialfald se vi dette af de fleste ældste Diplomer. Der blev altsaa sjelden Plads for nogen Dom bagefter, uden naar der var Uenighed om Edens Udfald; Sigtede maatte da føre sine tilkaldte Vidner, om at Eden var ret aflagt. Men hvis begge Parter havde havt Vidner tilstede og disse indbyrdes vare uenige, kom det an paa, hvem af dem der turde sværge, og hvis dette var Tilfældet med begge, havde Sigtedes Vidner Fortrinsret – en Regel, der hænger sammen med den ængstelige Omhu for ei at lade Ed komme mod Ed, som ogsaa ellers spores i de gamle Love (G. L. 136, 314, F. L. IV. 8, jfr. M. L. VII. 24). Retten havde altsaa Intet med Edens Bedømmelse at skaffe. Ifald Eden var ret aflagt fulgte Frifindelsesdom af sig selv; men den har vist ofte været udtrykkelig udtalt af Sagsøgeren eller i den senere Tid af Kongens Ombudsmand.

Den, for hvem Eden var falden, ansaaes altsaa