Det var nok til at spilde Eden, at en af Meddomsmændene
nægtede at sværge: „falder et Vidne,
falder den ganske Ed“ (F. L. IV. 8, B. R. 37,
151). I dette Tilfælde, samt hvis Eden ei var
bleven aflagt til fastsat Tid, maatte Sagsøgeren eller
Kongens Ombudsmand stevne til endelig Dom (soekja
eiðfall), i mindre Sager inden 12 Maaneder, men
i større inden en Maaned; forsømte han dette, ansaaes
Eden som aflagt (G. L. 57, 136, F. L. IV.
8, N. G. L. II. 523). Dog synes Fredløsheden
ofte at have fulgt af sig selv, hvis Eden var falden;
thi der findes fastsat 5 (15) Dages Fred for den
Skyldige efter Edsfaldet (G. L. 30). Og i Almindelighed
har vistnok Domfældelsen været udtalt
paa Forhaand alternativt med Paalæggelsen af Ed;
ialfald se vi dette af de fleste ældste Diplomer. Der
blev altsaa sjelden Plads for nogen Dom bagefter,
uden naar der var Uenighed om Edens Udfald; Sigtede
maatte da føre sine tilkaldte Vidner, om at Eden
var ret aflagt. Men hvis begge Parter havde havt
Vidner tilstede og disse indbyrdes vare uenige, kom
det an paa, hvem af dem der turde sværge, og hvis
dette var Tilfældet med begge, havde Sigtedes Vidner
Fortrinsret – en Regel, der hænger sammen
med den ængstelige Omhu for ei at lade Ed komme
mod Ed, som ogsaa ellers spores i de gamle Love
(G. L. 136, 314, F. L. IV. 8, jfr. M. L. VII.
24). Retten havde altsaa Intet med Edens Bedømmelse
at skaffe. Ifald Eden var ret aflagt
fulgte Frifindelsesdom af sig selv; men den har vist
ofte været udtrykkelig udtalt af Sagsøgeren eller i
den senere Tid af Kongens Ombudsmand.
Den, for hvem Eden var falden, ansaaes altsaa