Som en almindelig Bemærkning ved Periodens
Bevissystem maa det gjælde, at uendelige Domme
vare hyppige, og man finder saaledes ofte Frifindelser
– endog af Overhofretten – i de Udtryk,
der citeres i store Reces 3–21 og N. L. 1–5–12,
„indtil anderledes afbevises“. Paa den anden
Side finder man dog res judicata anvendt som Grund
til Frifindelse, ja, endog fremmede Domme tillagdes
stundom denne Kraft (Hdom 29de Juni 1585, en
skotsk Dom angaaende Falskmyntneri).
Dommernes Stilling til Beviset var ved Bevisbvrdens Indførelse og Mededsinstitutionens Tilbagetrængen, ved Vidnebevisets fulde Udvikling og den hyppigere Brug af egen Bekjendelse bleven langt mindre formel. Det gjaldt nu først og fremst for Sagsøgeren at frembringe et Bevis, som ved Dommernes Prøvelse fandtes, overensstemmende med Lovens Fordringer, tilstrækkeligt til at fælde. Og under denne Prøvelse var der i Enkelthederne, f. Ex. ved Bedømmelsen, af Vidnehabiliteten levnet dem adskillig Frihed. Men Lovens Maal var givet, og det tør ikke antages, at Dommerne lovlig kunde frembringe Fældelse ved Hjælp af indirecte Bevis (Indicier). Vi have seet, at denne Ret ikke tilkom dem tidligere. Nu var Dommernes Myndighed over Beviset vistnok udvidet, men kun i den Forstand, at Sagens factiske Del aldrig gik ganske fra dem til Mededsmænd; men om de end nu skulde prøve Beviset
i alle Sager, medens dette for kun var Til-
tergang og havde vakt almindelig Opsigt. I Frankrig skulde Lovbudet derom oplæses i Kirkerne, hvilket ogsaa befaledes ved Reskr. 13 Juni 1696.
