Side:L. M. B. Aubert - Bevissystemets Udvikling i den norske Criminalproces indtil Christian den femtes Lov.djvu/149

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

fældet med de færreste, saa var Myndigheden ei udvidet i Princip – den var i det Væsentlige ikke større i de mange Sager, end den forhen havde været i de faa. Vistnok ledede Dommernes Vilkaarlighed og den Opløsningstilstand, hvori det gamle Bevissystem befandt sig, til at Underdommerne ofte dømte paa Indicier; men hvor Dommene paaankes, se vi Herredag og Overhofret vise dem tilbage inden de rette Grændser for Friheden. Var der kun Indiciebevis tilstede, kunde Dommerne ikke gaa videre end til at paalægge Ed – og i Prøvelsen af, om den ved Indicierne frembragte Mistanke var stor nok hertil, havde de sin fulde Frihed. Dette tjente naturligvis til at udvikle Indiciebeviset og forberede dets senere Anvendelse som tilstrækkeligt Bevis til at fælde den Sigtede.


Der trængtes ikke store Forandringer i det Bevissystem, som det syttende Aarhundredes Praxis havde uddannet, for at frembringe det, vi kjende fra Christian den femtes Norske Lov. Dennes for Bevismaterien vigtigste Artikel 1–14–6, jfr 8 sætter Partseden ganske i Mededens Plads, hvad der for Danmark allerede var gjort ved dens Kilde, store Reces 2–6–20[1]. I de fleste Tilfælde, hvor enkelte Lovbud fordre Partsed, er den ogsaa fat istedetfor ældre, danske eller norske Loves Meded, og stundom minde endnu Ordene om denne f. Ex. 6–17–14,

(„værge sig“ med sin Ed; jfr. 6–3–15,

  1. Meningsløsheden i 1–14–6 fremkommer ved en Omstilling af Recessens Ord; se det ovenanførte Citat af disse.