Fra de 50 Aar 1610–1660 ere næsten ingen
criminelle Sager bekjendte, da Herredagsprotokollerne
endnu ikke ere tilgjængelige. Vi kunde vente,
at dette Tidsrum havde været tilstrækkeligt til ganske
at ødelægge Mededsinstitutionen, især da Christian
IV’s store Reces, som havde afskaffet den for Danmarks
Vedkommende, i saamange andre Retninger
anvendtes i Norge. Den næstsidste Herredagsprotokol
(af 1661) indeholder ogsaa en Sag – den eneste
af Interesse for vort Emne, – som nærmest maa
vække den Tanke, at Mededen allerede var ombyttet
med simpel Partsed; en gift Mand idømtes nemlig
Horsstraf, saafremt han ei „friede sig med Ed“.
Overhofrettens Protokoller, der begynde med 1667,
bringe imidlertid paa andre Tanker. Af O. H. D.
13de Februar 1671 ser man, at en Lagmand havde
dømt tvende for Mord Mistænkte til „at laugverge“
sig, den ene selv tolvte og den anden selv tredie;
Overhofretten selv indrømmer, at Lagmanden havde
Grund til Mistanke i Sigtedes Opførsel, men finder
„efter med største Flid og Betænkning at have overveiet
Sagen, at Beviset ikke er tilstrækkeligt“ og
frifinder[1]. Af O. H. D. 30te Marts 1682 se vi,
- ↑ En Studiosus Peder Munk var sundere død i Hans Tidemands Hus, hvorfor denne og Henrik Sørensen bleve tiltalte for Mord. Lagmandens Grunde til at paalægge Ed vare: T. havde nægtet at ville være tilstede, da Byfogden og tilforordnede Mænd besigtigede Liget, og efter Besigtigelsen havde han ladet dette begrave uden Øvrighedens Tilladelse; han havde ikke, efter Sædvane, tilkjendegivet ved sine egne Folk, hvad Endeligt den Døde fik, og havde uden foregaaende Sigtelse begyndt at føre Vidner for sin Uskyldighed. Overhofretten fremhæver paa den anden Side, at Vidnesbyrdene ikke vare
