at en Sorenskriver, sigtet for at have avlet Barn Udenfor Ægteskab, ved Underretten havde faaet „2 Dulsdomme at lovværge sig“ og, da det var „mislunget ham“ var bleven dømt skyldig; ved de overordnede Retter blev han frifunden ved Hjælp af en Vidneførsel, og „belangende Dulet og Laugmaalet“, siger O. H. R. „saa sees ikke, at dermed er omgaaet efter Lovens Bogstaver og rette Forstand“. Og en Overhofretsdom af 10de Mai 1681 byder selv en Mand, „at lovverge sig“ for Mord og Røveri. Det maa derfor antages sikkert, at Mededsinstitutionen, om end inden et meget indskrænket Omraade, holdt sig i den norske Retspraxis, ligetil den ophævedes ved Christian V’s N. L. 1–14–8: „Ingen skal findes til Lov, som er Tylvtered, for nogen Sag“.
Det er derfor rimeligt, at med „Ed“, i hin Herredagsdom af 1661 menes ikke Partsed, men Meded, der jo oftere forhen kaldtes blot „Ed“, ligesom heller ikke ældre Domme altid fastsatte, med hvilken Art af Ed der skulde nægtes i Sagen[1].
Paa den anden Side er det imidlertid vist, at
- ↑ D. N. II. 715.
overensstemmende; Ingen havde provet, at Sigtede havde noget udestaaende med den Døde, langt mindre, at han havde slaaet ham. Besigtigelsen var foretagen 4 Dage efter Døden, midt i den stærkeste Sommerhede og kunde derfor Intet have at betyde. Sigtede bleve derfor frifundne, men Retten finder, at de, som selv Aarsag til Sagen og Mistanken, bør give Byfogden for Processens Omkostninger 40 Rdlr. – „Laugværge sig“ betyder at „fri sig med Laug eller Lov“, det danske Udtryk for Meded (Rosenvinges Retshist. 334, jfr. N. L. 1–14–8 „Lov, som er Tylvtered“).
