læggelse af Ed var ensbetydende med at erklære Sigtede stærkt mistænkt, maatte han have meget vanskeligt for at faa Edshjælp blandt Mænd, som selv ikke personlig kjendte Sagens Sammenhæng. Dens Anvendelse maatte næsten blive upraktisk, medmindre man forudsætter en des større Ringeagt for Edens Betydning hos Mededsmændene. Denne Tanke ledede vist ofte Dommerne, der nu i Virkeligheden overalt vare kongevalgte Embedsmænd.[1], til at foretrække umiddelbar Fældelse ved Hjælp af en friere Benyttelse af Beviset, end Loven egentlig hjemlede. Især synes Underretterne at have taget sig meget store Friheder i saa Henseende, ja endog brugt Indiciebevis i stor Udstrækning. Overdomstolene vare strængere i sine Fordringer til et lovligt Bevis; Oslo Lagthingsdom af 16de Marts 1610 nøiede sig saaledes i en Sag, hvor Underretten havde fældet uden videre, med at paalægge Meded, fordi Vidnerne dels vare den Dræbtes Slægtninge, dels sagdes at være Sigtedes Avindsmænd. Men ogsaa enkelte Herredagsdomme frembyde adskillig Frihed
ligeoverfor Beviset (30te Mai og 7de Juni 1597).
- ↑ Som oplysende for Sorenskrivernes Forhold til Lagretten kunne mærkes 2 Overhofretsdomme af 1ste og 28de Marts 1680. En Sorenskriver var af Lagmanden dømt i Bod, fordi han ei havde villet dømme i ærerørig Sag uden Lagret af 12 Mænd, hvilken Fogden ei havde forsynet ham med. Overhofretten frifandt ham imidlertid, fordi 12 Mænd skulde dømme efter Loven i deslige Sager. En ganske lignende Dom er den anden, kun gjaldt det der en civil Sag, hvor Citanten ei skaffede Lagrettesmænd opnævnte af Fogden. Man faar Indtryk af, at Lagrettens Tilkalden kun er en Form, som endnu ikke tør forsømmes.
