saadant havde sagt, og exciperede, at han kun var stevnt til de 8 Mænds i sig uoverensstemmende Vidnesbyrd, blev han frifunden uden videre.
Og det samme fremgaar af Herredagsdom af 14de Juli 1604, skjønt den kom til et andet Resultat. En Borgermester i Throndhjem indstevnede for Herredagen en Lagmand, fordi han havde dømt hans Datter til med Døll at fri sig for en Beskyldning om at have været med Barn og dræbt Fosteret ved Drik – og det uagtet Beviset kun bestod i en berygtet Anklagerskes Udsagn. Lagmanden forsvarede imidlertid Dommen med, at der ogsaa havde været et almindeligt Rygte, – Kvinder og Jordemødre havde undersøgt hende efter Opnævnelse, og de havde erklæret ikke at kunne sige, om hun havde været med Barn eller ei, og derfor havde „han ikke med god Samvittighed kunnet kjende hende aldeles kvit og ledig“. Lagmandens Dom stadfæstedes. Paalæggelse af Nægtelseseden staar allerede midt mellem Frifindelse og Fældelse, og der fordres dertil en Grad af Bevis, som svarer til, hvad Lovene siden kalde „vis Formodning“. Og efter Christian IV’s Lov har Praxis en end sikrere Vei at gaa frem paa. Senere Domme, hvorved Nægtelsesed paalægges – der er i det Hele kun faa kriminelle Sager bekjendt fra disse Tider – anvende den blot, hvor stærk Mistanke er tilstede, se Oslo Lagthingsdom 16de Marts 1610 (Beviset er en Del uvillige Vidner) og Herredagsdom 21de August 1613 (en for Hor henrettet Kvindes Angivelse af sin Medskyldige).
Denne Indskrænkning af Mededens Brug maatte føre Institutionen sin Undergang imøde. Naar Paa-
