Beviset, saamegetmere som Loven lægger Afgjørelsen af Vidnedygtigheden væsentlig i Rettens Haand. Det er forresten rimeligt, at Dommerne ofte i Praxis have sat sig udover Loven; den store Vilkaarlighed, som almindelig vistes i den følgende Periode, har visselig sin Rod længere døve i Tiden[1].
Det væsentlige Resultat for Bevissystemet af Periodens Udvikling er altsaa: Indskrænkning af Mededsinstitutionen ved principal Anvendelse af Vidnebevis for Sigtedes Skyld, ved egen Tilstaaelses hyppigere Forekomst og den dermed sammenhængende Spire til inqvisitorisk Behandling; naar vi desuagtet se Mededen som det oftest forekommende Bevismiddel, maa dette forklares af, at fuldt Vidnebevis er sjeldent ved Forbrydelser, at Indiciebevis fremdeles i Regelen ikke anvendtes, at Bevisbyrden endnu var ukjendt, og at de gamle Garantier, for at Pligten til Meded ikke misbrugtes, gik i Glemsel.
Vi besidde af Unionstidens Lovgivning for Lidet til at afgjøre, om den danske Ret paa den har øvet synderlig Indflydelse. Det kan derimod med Vished antages, hvad vi ogsaa allerede have havt Exempler paa, at den vandt Indpas i Praxis, eftersom
de gamle Retssædvaner begyndte at tabe sin
- ↑ Se D. N. II. 771, Domfældelse efter Syn af Mishandling og Fornærmedes egen Fremstilling; som Exempel paa det Modsatte, Frifindelse uden Meded efter Ransagning“, se II. 561.
