i Karmsund 1444 som mistænkte for „Røveri og Speideri“, undersøgtes deres Skibs „Instrumenter“ af tvende sprogkyndige Mænd, som derpaa svore „fuld Boged“ paa, at Reisens Bestemmelse, som Søfolkene selv havde paastaaet, var London, og at kun Vind og Veir havde fordrevet dem til Norges Kyst, (Norske Magazin I. 570[1]).
Syn ser man allerede stundom udføres ved særskilt opnævnte Mænd. 1433 grove 12 opnævnte Lagrettesmænd paa Begjæring af Lehnsherrens Tjenere et Lig op af Kirkegaarden, og, „krævede i Dom“, „dømte“ de, at de paa Liget værende Saar var „Mandsværk“ og ikke „Hesteværk“; og denne Forsikring blev siden paaberaabt i en Sag mod en Kone for hendes Husbondes Mord (III. 515 og 513). Det Samme har vist oftere været Tilfældet, hvor det gjaldt ved Ransagning at komme efter en Dødsaarsag. D. N. II. 771 (1514) er en Dom om Mishandling grundet paa Rettens eget Syn; III. 740 (1501) kundgjøre 2 Lagrettesmænd en Taxt over et Arbrøst, hvormed en Mand var greben.
Dommernes Stilling til Beviset er i Principet væsentlig den samme som forhen. Men Vidnebevisets større Udvikling gjør de Tilfælde meget talrigere,
hvori der kræves en virkelig Bedømmelse af
- ↑ Et Spor til Skjelnen mellem documenta publica og d. privata i romerretslig Forstand ser man i offentlige Notariers Ansættelse (notarii publici) i Begyndelsen af 14de Aarhundrede „med pavelig eller keiserlig Autorisation“. Et paa Dansk oversat kanonistisk Skrift fra 15de Aarh. definerer doc. publ. saaledes: „der aabenbarlig skrevet er af dens Haand der offentlig Notarius er“. Jfr. Munch IV. 2. 653.
