„noget pint eller kluffuit Dig til at herme saadant paa hannem eller Dig“, hvortil hun svarede, „nei aldrig“. Og den herved fremkaldte Anelse om Torturens Brug i Retspleien bliver til Vished, naar vi læse i en Indberetning fra Søndmøres Provst til Erkebispen (1529, V. 772), at Fru Inger til Østerraads „Tjenere“ tog en „Karl, der var benegtet for Hordømme“ og „sette Handkluer og jomffruer[1] uppaa og pinte honom, at blot gick utaff hans fingre – han sagde dog fast ney derfore“; hvorpaa Provsten selv viste ham den usædvanlige Humanitet at lade ham paa Thinget „gjøre sin Undenførsel selv sjette paa Eders Naades Vegne derfor“. Under det faderlige Regimente, paa sine Godser hentede Adelen sit Forbillede fra Danmark, og der var Torturen allerede forlængst kjendt.
Ogsaa Bevis ved Brev opkom i denne Periode, skjønt der naturligvis kun sees lidet til dets Brug i Misgjerningssager. Paa en Tid, da yderst Faa kunde skrive sit Navn, vare Seglene det vigtigste Kjendemærke for Egtheden. Allerede Rb. 1280 Art. 8 byder Lagrettesmændene at forvare de Segl, der bleve trykte paa Domsbrevene, under Laas og ikke uden i Nødsfald anvende dem til andet Brug; og Rb. af 1303 (N. G. L. III. 59), der indfører Pasvæsenet for Løsgjengere, advarer Embedsmændene at se til efter „Indsegl og Skrift“, især ved Navn og Datum, om Brevet ikke er forfalsket. I
en Sag mod nogle franske Skibsfolk, der arresteredes
- ↑ „Jomfruen“ kaldtes, saavidt vides, et afskyligt Torturredskab, bestaaende i en kvindelig Figur af Jern, hvis Arme ved Hjælp af et Maskineri tvistede Offeret til sig. Her maa det vistnok været et mindre Redskab.
