Betydning eller sin Plads i Folkets Bevidsthed[1]. Men efter Statsforandringen i 1537 bliver Indflydelsen ganske anderledes paatagelig. Ligesom der blev givet enkelte fælles vigtige Love, blev ogsaa den særskilt norske Lovgivning stærkt farvet af den danske; Folkets og Embedsmændenes Ukyndighed i de hjemlige Love banede den danske Ret en let Adgang til Domstolene, og især blev dette Tilfældet med de nye Recesser, hvoraf navnlig den koldingske af 1558 citeres hyppigt i Dommene. Fra Aarhundredets sidste Fjerdedel maatte Herredagene, der bestyredes af danske Lehnsherrer sammen med Lagmændene, hvoraf rigtignok de fleste vare indfødte, gjøre Lovenes uheldige Tilstand og dermed ogsaa Trangen til den fremmede Rets Hjælp saameget føleligere. Christian den fjerdes Norske Lov kunde ikke afhjælpe noget Savn; den optog selv meget ubehændig en Del danske Retsbestemmelser, og der skulde en ganske anden Videnskabelighed end den, der repræsenteres af Kantsleren Jens Bjelkes Glossarium, til at bringe Lys i dens Mørke. Den danske Ret trængte derfor i det syttende Aarhundrede alt mere og mere ind, og der var ikke hengaaet stort over 20 Aar efter den Lovbogs Tilsynekomst, som man havde hilset med en saa glad Forventning, før Lagmændene paa Herredagene androge Kongen om, at „de udi de Sager, som ikke fandtes udtrykte udi ben norske Lov, sig enten efter de danske Love og Recesser maatte forholde eller og dennem en særdeles Reces hos Loven
bevilges“. En ved Kongebrev af 29de Juli
- ↑ Jfr. Indledning til Brandts og Hallagers Udgave af Christian IV’s Norske Lov p. IV–V.
