og det lærde Væsens Velstand og Flor. Hvad De anfører om den norske Nations høirøstede Fordring paa et eget Academi, er et svagt Udbrud af den Enthousiasme i den snevre Vending, Gunnerus var beordret at virke. Planen til det norske Academi blev færdig Grunde i Mængde anførte, Indvendinger gjendrevne, Fonden til den aarlige Lønning og til alt anviist, Christiansand foreslaget til Academiets Fødested, alle Fagene besatte med de bedste Videnskabsmænd, Landet eiede; intet feilede, uden at Majestæten vilde trykke Gyldighedspræget paa Forslaget: saa vare Nationens brændende Ønsker opfyldte. Men ak! Man søgte en Guldvogn, men fik kun en Lumstikke (sic). – – – – –
16 Febr. 1805.
– – – Saa skulde dog min Spaadom om de trende Gunneriske Planers Tilværelse ved Deres granskende Omhyggelighed rykke frem til en haandgribelig Vished. Aldrig kan De, ædle Ven, saa oprigtig fryde Dem over denne Finding, at jeg jo føler overordentlig deeltagende Deres Lykke som en Vinding og en rundelig Indtægt for den lærde Verden. Ved Syn for Sagen kan De nu bedst opdage, om min Hukommelse i mine forrige Breve har været trofast eller min Indbildningskraft har skuffet mig I Deres Velbhs. sidste Brev af 12 Febr. ønsker De Tilladelse til at lade min Skrivelse af 18 Octbr. forrige Aar trykke i Fortalen til Deres følgende Bog om vort Underviisningsvæsen. Denne Tilladelse har De, saafremt De tiltror min Tænkedaad at være denne Ære værdig dog paa det Vilkaar, at De afsiler alt det knudrede i mit Foredrag da Tilstrømmen af Tanker i det jeg føler som tiltrækkende og vigtigt maa selv sørge for en passende Paaklædning paa Stedet, uden at min Varme tillader mig nogen Deel i samme eller overlader mig nogen uafhængig Frihed til at veie Tankeklædningen med kritisk Kulde.
De har Ret til at udmærke den mærkværdige Biskop Gunnerus og hædre hans Navnkundighed ved den Overskrift over hans rette Livsperiode som Skole- og Universitetsvæsenets Forbedrer: Qvantum nomen! Hvor høi en Priis jeg som antaget til Amanuensis for at
