mig. Datum forandres, det forstaar sig. Finder Forfatteren sig ikke oplagt paa den Tid at tilføie de fornødne Bemærkninger over et eller andet Sted, en eller anden Ting, da gjør man blot Visit hos en halv Snees Professorer, indlader sig med dem om den Ting, og nu faar man da en talrig Hoben Anmærkninger, som den møisommelige Herumstrippen giver en den fuldeste Eiendomsret over, især da dette er det eneste, man paa et saadant Tog gjerne bevertes med. Naar saaledes Arbeidet er færdigt, saa kroner Forf. Verket ved selv at forfatte en Snees Recensioner derover; disse sendes om i en andens Navn til alle Journalister, det heder der: Forf.’s fine Beobachtungsgeist beundres, og Publikum seer med Begjærlighed Fortsættelsen imøde. Men min Indgang blev for lang. Det lader, som om jeg som Hierophant vilde lede Dem ind i Tydskernes Mysterier, som De maaskee alt kjender. Jeg vilde egentlig kun sige, at jeg har gjort mig det til en Lov selv at see og efter Evne at dømme, om hvad jeg har seet; det eensformige academiske Liv frembyder intet jeg vilde forelægge et Publicum. – – – De Bøger, De sendte mig, har jeg uddeelt til de Mænd, som De nævnte. Først til Pater Heyne, som bad formelde Dem hans Tak og Forsikring om Agtelse. Han kjendte Dem som Skribent og som Suhms Ven, som De her overalt heder. Da jeg flyede ham Bogen, sagde han: „Das ist mir sehr lieb, so machen Sie doch was dorten“. Denne i mine Tanker meget agtværdige Mand har en vis Forkjærlighed for de danske. Da han hørte, Bogen handlede om vore gamle Barder, bad han mig, da han ei forstaar dansk, oversætte ham det, som meest kunde interessere ham. Heeren, en overmaade artig Mand, har til Gjengjæld givet mig til Dem en Afhandling af ham om Normannernes Indflydelse paa den franske Literatur. Eichhorn og Schlözer, der begge forstaa dansk, hilser Dem meget. Jeg fik ved den Leilighed en meget interessant Samtale med begge disse Mænd, som jeg for Resten ingen Commerce har med. Samtalen var som almindelig for nærværende politisk. Den første var misfornøiet med alle de Franskes Planer, kaldte deres Tog til Ægypten en Genistreg, paastod, Bonaparte havde ingenlunde endnu viist Feldtherretalenter, roste det øster-
