rigske Ministerium!! og paastod, England havde ført denne Krig uden at gjøre Laan. Man skulde neppe tro, han havde skrevet en Revolutionshistorie. Han besidder forresten for megen Elegance for saadan at gjennemhegle de Franske, som de øvrige Herrer Professorer her, i hvis Mund de ideligen hede: die Raüber. Han har læst over den franske Revolution; man siger med en Frihed, som har bragt den hannoverske Regjering til at erindre ham om at blive ved at tolke Propheterne. Schlözer er en yderst interessant Mand. Han taler med en egen Bestemthed og Kraft. De Franske er han vred, fordi de ganske have forrykket hans politiske System. De forrige Cabinetters Gang kjendte han paa en Prik; „nu kan man ikke see en Dag frem i Tiden“, siger han. En Ungarsk Greve var hos ham paa samme Tid; han sortalte, at de ungarske Studerende ved fremmede Universiteter skulde som Russerne kaldes tilbage, og at det ungarske Cancelli i Steden for at gjøre Forestilling derimod, endog har takket hans keiserlige Majestæt for dette Decret. – – – – – – Det gjør mig meget ondt, om det Rygte er sandt, som her i nogle Dage har udbredet sig, at Professor Rahbek har nedlagt sit Professorat, og at Baggesen er kommet i hans Sted. Skulde Forelæsningerne holdes paa Vers, da tror jeg rigtignok jeg vilde høre Baggesen. Imidlertid vil dog vel ikke dette hindre Prof. R. i at udgive sine Forelæsninger. Man har sagt mig, at han arbeider paa en Revolutionshistorie; det vilde være mig kjært, om det var sandt. – – – Som et Pendant til dem, som efter Deres vittige Udtryk brandskatte Tydsklands Lærde med deres Stambøger, maa jeg fortælle, at en vis Neergaard, der reiser under Titel af dansk Baron i den Henseende er kommet de Franskes Exempel endnu nærmere, thi han brandskatter Fyrsterne selv. Hertugen af Gotha nemlig, en meget affabel Mand, kommer hver Dag paa Bibliotheket (nogle sige, virkelig for at studere især Literairhistorien, andre sige, han finder Fornøielse i at støve Bøgerne, medens den lærde og smukke Major Sack informerer Hertuginden i Astronomi,) – nok Baronen, som ogsaa kom paa Bibliotheket, trak strax sin Stambog frem og bad Hertugen skrive deri. Man har imidlertid i Jena ikke holdt sig fra at holde sig ly-
