stegaard værende nedblæst stort gammelt Fure-Træ, jeg tror ham leveret ved min Svoger Directeur Schultz[1] med Begjær at meddele mig hans Mening derom. Jeg har ei erholdt noget, og derfor beder ham en passant erindret. Dømmer han det maaskee under al Critik, saa maa jeg og være fornøiet dermed, da han er competent Dommer i Sagen.
Hos J. P. Morthorstes Enke i Kbhvn. er 1798 trykt en Art af Afskeds Prædiken til Vaaler Menighed her i Stiftet af Johannes Alarich Berg[2], Provst et Aars Tid og Prest i 8 sammesteds. Titelen er „En yndet Lærers sidste Forestilling“ etc. Alle heromkring, som kjendte Mandens Opførsel, forarge sig over den skammelige Selvros. Lidt til Prøve pag. 9: „Ei alene ved Offer, ei alene ved Betaling for min Forretning var Eders Kjærlighed ubundet og mageløs, men ogsaa bare I flittigen til mit Huus, hvad I kunde afstedkomme. Og naar I saa mig, naar I talede med mig, da saaes Glæde i Eders Ansigt og henrivende Fortrolighed. I betragtede og annammede mig stedse som en Herrens Engel, ja som Christum Jesum! etc.“
Han blev Sogneprest paa Kongsberg, og der høres han ligesaalidet fornøiet, som han var det i Vaaler. Dog jeg tænker lidet paa andres Held, kuns jeg kunde gjøre mig min egen Uheld begribelig. Og derpaa tænker jeg ei meget, siden jeg fik en Trøsterinde. Desmere tænker jeg paa mine Børns Vel. Studiosus Theol. Nicolai Wilse skulde jeg nu have til Universitetet igjen forat berede sig til Theologisk Examen. Jeg er ganske uformuende til at holde ham i Kjøbenhavn uden nogen Tilhjelp af Stipendier, og endda maa han absolvere sig inden et Aar, med mindre han ganske kan siden spare mig, thi jeg har hans øvrige 9 Sødskende tilbage. Ingen Prest har kunnet nære sig i Edsberg undtagen Capitalister, og til at søge det bedre er jeg nu altfor meget blevet nedslagen især af Geheime-
