125 øvrigt var meget konservative, ytre:
»Det er sørgeligt
for os kvinder, at denne lov møder saa megen mod stand!»
Mange har talt om, hvilken nød og elendig
hed der kunde afhjælpes, om manden ikke, ifølge lov givningen, havde ret til egenmægtig at skalte og valte over hustruens medbragte midler, medens atter andre har fremhævet, at de vilde føle langt større lyst til ved selvstændigt arbeide at erhverve noget til det fælles bedste, dersom loven blev forandret. Jeg tror at turde tilføie, at de fleste af de norske kvinder, der har beskjæftiget sine tanker med denne sag, vil hilse den dag med glæde, da der bli ver gjort om end kun et lidet skridt til at be trygge deres stilling i ægteskabet, og at de tusinder af hustruer rundt om i vort fødeland, som lider under tryk ket af, at mændene efter eget forgodtbefindende tør mis bruge og ødelægge deres midler, vil takke og velsigne dem, der har arbeidet for spørgsmaalets heldige løsning. Vistnok kan det synes som et vegtigt argument mod en forandring paa dette omraade, nåar der fra en kelte hold fremhæves, at ægtemanden ifølge bibelens ord har fuld herskerret over kvin den.
Og det er isand
hed nedslaaende at høre, hvorledes flere præster bekjæm per dette rent økonomiske spørgsmaal med en bit terhed, der synes lidet forenlig med deres til mildhed og menneskekjærlighed viede kald som sjælesørgere, medens de i urokkelig tro paa sin egen ufeilbarhed ud basunerer, at loven om særeie strider mod den kristne opfatning af ægteskabet. Men kan man, trods al ærbødighed for de kirkelige
