færdighed? Eller er Du faa viis, at Du ikke kan begribe, at Fædrelandet er mere verd end baade Fader og Moder og alle Forfædre tilsammen; at det er ærværdigere, helllgere og i større Agt baade hos Guder og hos Mennesker med Forstand; at man, naar Fædrelandet er fortørnet, maa vise det mere Lydighed og Eftergivenhed end en Fader; at man enten faar søge at overbevise det eller gjøre, hvad det kræver, roligt finde sig i den Lidelse, det paabyder, enten saa det gjælder at slaaes eller bindes; og, skal man sendes i Krig for at saares eller dø, at man ogsaa da faar lystre, og at saa er Ret og retfærdigt? og at man ikke maa undslaa sig, ikke træde tilbage, ikke forlade Stillingen, men baade i Krigen og for Domstolen og overalt enten gjøre, hvad Staten og Fædrelandet byder eller overbevise det om, at noget Andet er Ret? at det vistnok er syndigt at øve Vold mod Moder eller Fader, men hvormeget mere da mod Fædrelandet!?“ Hvad skal vi sige til dette, Kriton? at Lovene tale Sandhed, eller ikke?
Kriton: Saa synes ialfald mig.
Sokrates: „Se nu til, o Sokrates, — kunde Lovene nu sige — om vi tale Sandhed, naar vi sige, at Du forgaar Dig mod os, om Du fremmer, hvad Du har isinde. Vi har jo vistnok bragt Dig til Verden, sørget for Dit Ophold, Din Opdragelse og givet Dig sammen med alle øvrige Statsborgere Del i alle de Herligheder, vi vare istand til; men paa samme Tid give vi dog en hvilkensomhelst atheniensisk Borger, som ifølge sit Kjendskab til Staten og os Love maatte udfinde og paatreffe Noget, der er ham til Mishag, fuld Frihed til at tage Sit og begive sig, hvorhen han vil. Og ikke lægger nogen af os Love Hindringer iveien eller forbyder det om Nogen vil forlade sit Hjem af den Grund, at vi og Staten ikke behage ham; frit kan han flytte og komme hvor i Verden, han vil, og Sit skal han beholde ubeskaaret. Men den af Eder, som bliver boende her som altsaa ser, baade hvordan vi Love dømme, og hvordan
