sig med hvasse Svar, hvis nogen forsøgte at sige hende dumme Complimenter, — ved Gud! hun følte sin egen Deilighed idag — hun trængte ikke til nogen Forsikring.
Det fik den arme Capitaine von Knarren føle, da han et Øieblik forglemte sin gamle Misnøie med den unge Dame og kom med nogle henrykte Talemaader om hendes røde Mund og hendes Øine som var en ung Leopards Øine — aa! hun var poetisk som aldrig før!
Da svarede Frøken Emerentze ganske tørt: „Har da de brabantske Kokkepiger Leopardøine, Hr. Capitaine?“
Det er ikke mange Gange, Hr. Capitaine Ulrich Friederich Schousboe von Knarren er gaaet fra Koncepterne i sit Liv, men det maa siges, at denne Gang gjorde han det virkelig. — Han spærrede Øinene vildt op, snappede efter et Ord til Svar, men da han intet fandt, slog han Sporerne sammen, gjorde Honnør, helt om og marscherede fnysende ind til sin Ven Consulen, som maatte døie en lang Tirade om de Fandens udenvæltske Fruentimmer, som var saa høibente, at de burde have Ris paa sin Bag. —
