var pyntet med Vimpler og Flag, og i Haven vrimlede der af festklædte Herrer og Damer, som paa Frastand saa ud som en Sværm af gyldne og brogede Libeller, som vrimlede i Solskinnet paa den smaragdgrønne Eng.
Middagen havde som sædvanlig været lang og anstrængende; der havde været en Mængde Taler, hvoraf ialfald etpar havde været muntre eller aandfulde. Der var sunget glade Selskabssange mellem Retterne; gjennem de aabne Døre havde det lydt saa vakkert — langt udover — i den stille Vaaraften. Nogle af de ældre Herrer var — efter Sædvane — faldt under Bordet og derefter anbragt i Gjæstesengene, som altid stod færdige ved slige Anledninger. — Efter Middagen havde man promeneret langs de smaa Kaskader, som Husets fornemme og romantiske Frue havde ladet anlægge i Parken bag Huset. —
Frøken Emerentze havde en af sine straalende Dage — aldrig havde hun været saa skjøn. Der var faret en stolt og farlig Livsglæde over hende; men hun var ikke god at komme nær; hun var hed af Vin og overmodig af Ungdom; — hun slængte om
