Side:Krag - Krøniken om hr Villum.djvu/95

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
91


Frøken Emerentze og Lieutenant Villum blev staaende og se efter Capitainen, der han strunk og vred marscherede nedover Alleen; og det staar ikke til at nægte: Capitainen virkede meget komisk. Selv hans Ven Lieutenant Villum kunde ikke nægte det; saa da Frøkenen lo sin tindrende Latter, kunde han ikke lade være; — han maatte le med saa nødig han vilde.

Efter denne muntre Seir blev Frøken Emerentze ganske overgiven; hun tog Lieutenant Villums Arm og spadserede nynnende nedover de idylliske Stier langs Kaskaderne. I en Grotte, hvorfra der var Udsigt over en Svanedam, fandt de etpar ovale Sprinkelbænke; der satte de sig for at betragte tre Svaner, der jog frem og tilbage over Dammens blanke Vand — med brusende Fjær og kampskummende Nakker —; Vaaren var nok ogsaa kommet til dem.

Frøken Emerentze sad tilbagelænet i den hvide Sprinkelbænk; hendes Hoved var bøiet lidt forover, Øienlaagene halvt sænket, — der lyste endnu et lidet Seirssmil ved Øienkrogene. Den stive Brokade gik i en eneste