en Forlibelse, var det fuldt Alvor; han vendte saavist ikke nogensinde tilbage.
Naaja — Frøken EmerentZe overstod jo det Tab; — skjønt det berøvede baade hendes Fader og hende selv mangen god Latter.
De øvrige Officerer i Garnisonen var der ikke synderlig ved; den forvænte Frøken fandt de allerfleste af dem keitede og kjedsommelige. Og udenfor Officerernes Kreds var der ingen unge Folk, som var et Blik værd.
Den eneste, som var nogenlunde acceptabel, var virkelig denne Lieutenant Westerhuus, som hendes Fader havde imod af en eller anden Grund. Det var rigtig kjedeligt; for det var en ganske net ung Mand. Hans Uniform sad upaaklagelig, han var en dygtig og dristig Rytter, og der var over hans Væsen en egen varm og mandig Ærbødighed, som gjorde at hun som Kvinde følte sig tryg i hans Nærhed. Han havde ogsaa en egen dæmpet og behagelig Klang i sin Stemme, som behagede hende; — hun syntes formelig at dette simple og bondeagtige norske Sprog klang ganske vakkert, naar han talte det.
