hun skulde blive Baronesse Barnekow til Brunkeby og følte sig vel derved.
De Kavalerer, hun traf i den lille norske By, skulde heller ikke være farlige for hendes Hjertefred. Hun fandt dem alle tilhobe løierlige og yderst provinsielIe. — Den store tykke Capitaine v. Knarren, som strax var blevet forelsket i hende op over begge Ører og havde gjort den bastanteste og mest høirøstede Kur til hende, — han var jo ene og alene latterlig. — Hver Gang hun havde været sammen med ham og kom hjem til sin Fader, morede hun sig kostelig ved at efterligne hans martialske Manerer og hans buldrende Tale.
Tilsidst gik hun endog saa vidt, at hun ikke kunde holde Latteren tilbage, naar han var paa det allerbedste. — Men da slog ogsaa Capitainen sit Hjertes Dør ilaas med et Smeld. — I samme Nu var hun ryddet ud af hans Sjæl; thi vistnok havde han den høieste Veneration for hendes Skjønhed og hendes søde Smil; men han havde dog mare! endda høiere Veneration for Hr. Capitaine Ulrich Friederich Schousboe von Knarren!
Og naar den Mand havde sagt Farvel til
