Men mere var han heller ikke for hende;
Obersten kunde være ganske tryg! Hendes
Tanker søgte sandelig ikke til ham, naar han
da ikke tilfældigvis var tilstede. — Denne
sympatiske Uintereserethed omgav hende med
et Panser af venlig Kulde; — og det var
netop denne, som eggede Villum. Den gjorde
hans Vilje endnu mere urokkelig.
Og saa underligt det kan høres, fandtes der — bagenom den Brutalitet, som en jernhaard Opdragelse havde givet ham — en stor Enfold og en urokkelig Tro paa den uafvendelige Skjæbne.
Og fra første Stund, han saa Frøken Emerentze v. Egekrantz hin Pintseaften ved Dyreskar, var han fast overbevist om, at hun var hans uafvendelige Skjæbne. — Ved Gud! hende skulde han vinde! Hende tørstede han efter; et helt Liv syntes ikke at være langt nok til at kunne slukke hans Tørst.
„Min gode Dreng,“ sagde Capitaine v. Knarren, da Villum betroede ham dette. „Tag det med Koldsindighed. Det samme har jeg selv sagt mangfoldige Gange; men se mig til om jeg ikke har sauveret mig indtil denne Dag. Tag
