han af i en urolig Søvn, og han ynkede sig ofte i Søvne; saa visselig maatte han have Smerter, som han betvang naar han var vaagen.
Majoren sad Time efter Time ved hans Seng og holdt trofast hans Haand; — nu og da vædede han den Syges Læber med lidt Brændevin; han vidste slet ikke hvad han skulde gjøre for at hjælpe Villum. Timerne gik saa langsomt, saa langsomt; Majoren prøvede ofte at snakke til Villum; men det nyttede lidet, han laa i Vildelse næsten hele Natten. Men udpaa Morgensiden kom han flere Gange til sig selv og var klarere og sindigere end han havde været paa lange Tider.
Engang saa han saa længe og rart paa Majoren.
„Jeg ved, jeg skal dø nu. Du kan godt snakke til mig om det.“
„Er det ondt, Kamerat?“ spurgte Majoren.
„Aa ja, det er nok ondt, — det er virkelig ondt at dø.“ Men en Stund efter føiede han til: „Og alligevel — det havde været værre at skulle leve.“
— Snart efter blev han saa urolig; det
