paa Vesterhus; for sikkerlig var det ikke langt igjen nu.
Majoren red afsted saa fort han kunde, og da han kom frem, skjønte han, at Villum maatte dø. Han laa ganske stille hen med lukkede Øine og Læberne var ganske graa. Og det surlede og gurglede saa ondt i Brystet naar han drog Veiret.
Da Majoren tog ham i Haanden, slog han Øinene op.
„Hvor gaar det Kamerat?“ sagde Majoren med kjæk Stemme, skjønt han var saa hjertebedrøvet.
„Aa, jeg er saa sjug, Ulrich!“ svarede Villum og smilede saavidt, da han sagde „sjug“; det var et Ord de havde brugt sig imellem i gamle Dage, naar nogen havde været paa Kommers og var jammerlig næste Dag.
„Har Du da ingen Medicin?“ spurgte Majoren igjen bare for at sige noget; han vidste jo, at ingen Doktor havde været hos ham. —
„Jeg skal ingen Medicin have. Jeg er sjug udaf hele Livet,“ svarede Villum. Han lukkede Øinene træt til; lidt efter dormede
