var saa meget han skulde sige Besked om, men det var ikke let at fatte altsammen. —
Først var det nu angaaende Diana; — hun skulde ikke overleve ham, det maatte han sørge for. Og dette kunde sagtens Majoren forstaa. Saa var det noget om det lille Sløret som de ikke maatte tage fra ham; det skulde følge ham nu ogsaa, for det havde fulgt ham al hans Tid.
Majoren skjønte ikke dette; han spurgte indtrængende, hvor det Sløret var at finde, han havde aldrig før hørt Villum snakke om det, saa han kjendte slet ikke noget til dette.
— Snart kom Dødskampen; den var pinefuld og langvarig. Aandenøden var saa svær; — engang strakte han sig ud i sin fulde Længde, saa Fodstykket paa den kleine og altfor korte Feltseng sprang ud med et Brag.
Majoren greb ham med begge Arme om Ryggen og løftede den svære vaandende Kjæmpekrop for at dulme Aandenøden; — og nu kunde han kjende hvordan det stakkels Legeme skalv i den sidste store Krampe.
Pludselig sank det sammen og blev stille.
Og Villum pustede ud saa langt, aa saa
