„Nei, men Kari! Nei, men Kari!“ sagde
han nu og da med sin rustne Stemme. —
— Sent paa Dagen, da der kom Folk fra Bygden, sad han endnu slig. De snakkede godt til ham; de sagde at de var sendt af Lensmanden, hvor Truls havde været med Fanten. Og nu havde Lensmanden paabudt dem at reise herop og stelle Liget og bringe det tilbygds saa fort som gjørligt var.
— Villum jog dem ud af Stuen og forbød dem at komme ind mere. — Hele Natten sad han hos hende. Han havde ikke Lys; udenfra kunde Folk høre, hvordan han sad i Mørket og snakked til Liget. —
Men da det var blevet lyst, reiste han sig og gik sin Vei uden at sige noget til de Folk, Lensmanden havde sendt.
Han tog bare sin Frak og sin Hat og hinkede ud i Skauen. —
— Men da Folkene kom ind til Kari Kviksølv, saa de, at han havde foldet hendes Hænder noksaa pent over Brystet. Og under Hagen havde han bundet den lille gamle Bønnebog, som var det eneste han havde fra sine Fædre.
