urørlig dernede ved Brisken. Men sligt Styggetøi kunde en aldrig tro paa; saa længe der var Liv i dem, var der Fare paafærde; og Truls var naa inde paa det, at denne Karen, han skulde „miste Knappen“!
Han fik Hesten ledet frem og spændt for en Høislæde. Og han fik Fanten væltet op i Slæden; men han surrede ham godt fast først; for der var sagtens Liv i ham, det kunde Truls tydelig skjønne. —
— lmedens sad Villum hos Kari; — Blodet væltede ud af de dybe Saar hun havde faaet. Det kunde lidet nytte, at han søgte at lægge Forbinding; — nei, hendes unge Blod strømmede som fra to Kildevæld. Saa han kunde godt rive i Filler alt hvad han eiede af Duger og Lagener; snart var hele Sengen en eneste Bloddabbe og rundt paa Gu1vet laa de klaskvaade Kluder han havde prøvet at dække Saarene med.
Ingenting hjalp; — han saa hvordan hendes gyldne Ansigt blev mere og mere blaablegt.
Da maatte Villum give det op; han satte sig paa Sengekanten og strøg hende over hendes kolde Hænder.
