paa Dagen, saa han var fæl og fillet og havde sine værste Støvler paa; — de var sølede og skamferede, saa han tænkte, at hvis det var Fremmedfolk som kom til Gaarden, saa var det ikke egentlig gildt at tage imod dem i denne Habit.
Men Fremmedfolk —! Hvem skulde det være?
Til denne Dag havde der ikke været andre her end Truls og Major v. Knarren. Og Diana kjendte dem jo beggeto; saa der var da ingen Grund for hende til at tage slig paavei, om det var dem, som var kommen. Og andre end de to fandt sagtens ikke Veien hid.
Nei, men det kunde være Ræven. Javist maatte det være Ræven, som luskede omkring efter de to-tre stakkars Høns, Villum havde anskaffet sig fornylig og som holdt til under Stabburet.
Ja, Du skal se, det er Ræven! tænkte Villum. Og der staar Diana lænket og kan intet andet foretage sig end at gjø netop saa rasende som hun nu gjør. — Aa hun er et bra Dyr — hun skal saavist have et
