Kjødben tilkvælds — og dermed lagde Villum afgaarde.
Men da han kom op paa Tunet, saa han en pragtfuld Porte-chaise staa skrævende midt paa Græsvolden.
Det saa ganske usandsynligt ud; — Speilglas var der i Stolen, Taget var buet og udstafferet med lyseblaa Dusker paa alle fire Hjørner og paa Toppen kronedes den af tre Strudsfjær.
Ja, isandhed! Dette saa ganske usandsynligt ud midt paa Villums uryddige Gaardstun!
Og borte ved Brønden nedenfor Huset sad endel brogede Herskabstjenere og morede sig med at hale Vand op og pøse det paa hverandre under megen Latter
Hvad skulde alt dette betyde?
— Der stod Diana, rasende saa hun hixtede, halvt kvalt af Lænken; — Tungen hang udaf Halsen paa hende og Øinene var rødsprængte.
„Hvad er paafærde, Diana?“ spurgte Villum; — uvilkaarlig strøg han hende over Ryggen; og uvilkaarlig følte han hende som en Bundsforvandt mod dem, som
