Denne siden er korrekturlest
En Dag, Villum stod og huggede Ved i Skjulet, hørte han, at hans Jagthund Diana pludselig begyndte at gjø som en rasende. Villum kunde ikke begribe, hvad dette skulde betyde; der maatte være noget særligt paafærde. For Diana var en brav Hund; vistnok stod hun for Øieblikket lænket ved Bislaget, men det var bare, fordi hun var lidt uberegnelig i sine Livsvaner netop i denne Tid.
Major v. Knarren havde foræret Villum denne Hund, saa det var saavist ingen almindelig Kjøter, som skreg op uden Grund.
Og nu gjetede hun saa gneldrende, at Villum aldrig havde hørt hende slig før.
Nei, men hvad kunde det være?
Villum lagde Øxen fra sig og gik ud af Skjulet; — han havde været i Skauen for
