Majoren og Villum brummede begge. —
„Hvem der?“ raabte Villum tilslut.
Men der kom ikke noget Svar.
Saa maatte de op beggeto, hvor mageligt de end sad paa den gode Stentrap, og vassede tunge og misfornøiede nedover mod Løehjørnet. —
Det var Tatertøsen, som stod der.
Hun saa ikke op paa Villum; hun var vel ræd for at han ikke skulde synes om, at hun kom hid.
Det gjorde Villum heller ikke.
Hvad Djævelen var det hun vilde? Ikke maatte hun tro, at hun skulde have sit Tilhold her støtt og stadigt, fordi han havde været god mod hende hin ene Gang.
Hun pilede henover den duggvaade Eng; — hendes Skikkelse gled bort og blev ét med Mainattens underlige Tusmørke.
Men næste Morgen var hun der igjen. Hun sad paa Pallen udenfor Bislaget, da Villum kom for at hente Vand fra Brønden; — han blev saa forbitret at han tog hende i begge Skuldrene og rystede hende eftertykkeligt.
