ganske, saa han s0vnede der han sad alene paa Trappen. —
— Majoren havde været ude og besøgt ham nogle Gange.
Og det havde været herlige Dage; — Majoren havde naturligvis havt Sadeltaskerne sprængfulde af de bedste Sager, — og disse Dage ved Vaar! aa, de havde været som i Ungdommen!
De to Venner fiskede og skjød, aad og drak og snakkede sammen i lange Timer. Som i Ungdommen. Ganske som i Ungdommen.
— Saa hændte det en Kvæld — en rigtig blank Maikvæld, mild og blid, med Solskyer bag Furuaaserne mod Nord, de to Venner sad og drak Øl og smøgede sine Kridtpiber foran Huset, — da hændte det, at de pludselig saa en rar Skikkelse komme glidende fra Skauen gjennem Engen,
Den drog en dyb grøn Strime gjennem det dugg-graa Græs; endelig naaede den Væggen af Løen. Og længere gik den ikke. Der reiste den sig og blev staaende.
